Under udarbejdelse

Støtteforeningen ”GAMLE LYNGBY ROERE”

Vedtægter

  • § 1. Foreningens navn er "Gamle Lyngb Roere" eller G.L.R.
  • § 2. Foreningens formål er 1) at vedligeholde og styrke forbindelsen mellem gamle roere fra Lyngby Roklub og 2) at virke som støtteforening for Lyngby Roklub.
  • § 3. Som medlem af G.L.R. kan optages medlemmer / hhv. tidligere medlemmer af Lyngby Roklub, som er fyldt 30 år. Andre kan optages som passive medlemmer til halvt kontingent og uden stemmeret på foreningens generalforsamling. Herudover bemyndiges bestyrelsen til at optage andre personer, som skønnes egnede og interesserede. Enhver, der ønsker at blive medlem af G. L.R. skal oplyse navn, adresse, mail-adresse og fødselsår. Ændring af såvel adresse som mail-adresse skal meddeles. Ønske om undtagelse af mail-adresse skal ske skriftligt og begrundes.
  • § 4. Bestyrelsen afgør i alle tilfælde om optagelse af nyt medlem kan finde sted.
  • § 5. Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til bestyrelsen inden d. 31. oktober i det løbende regnskabsår. I modsat fald må kontingentet erlægges for det kommende år. Betalt kontingent refunderes ikke.
  • § 6. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i november måned og indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel og med specificeret angivelse af dagsordenen. Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Indkaldelse til ordinær såvel som eventuel ekstraordinær generalforsamling, skal finde sted til hvert enkelt medlem. Indkaldelse sker ved mail, dog skriftligt, hvis undtagelse af mail-adresse er bevilget. Se § 3.
  • § 7. Stemmeberettiget på generalforsamlingen er ethvert personligt mødt medlem. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til antallet af de mødte medlemmer.
  • § 8. På generalforsamlingen aflægger bestyrelsen beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år samt det reviderede regnskab til godkendelse.
  • § 9. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, må være bestyrelsen i hænde mindst 8 dage inden generalforsamlingen. Til vedtagelse af vedtægtsændringer kræves 2/3 majoritet blandt de mødte medlemmer.
  • § 10. Formanden og kassereren vælges direkte af generalforsamlingen. I øvrigt konstituerer bestyrelsen sig selv. Valget til bestyrelsen gælder for to år og foretages således, at formand, et bestyrelsesmedlem og en suppleant er på valg i lige år og kassereren, to bestyrelsesmedlemmer samt en suppleant er på valg i ulige år. Valg af 2 revisorer hvert år.
  • § 11. Foreningens regnskabsår er 1. nov. - 31. okt. Regnskabet revideres af de 2 valgte revisorer.
  • § 12. Generalforsamlingen fastsætter det årlige kontingent.
  • § 13. Eksklusion af et medlem, der har betalt kontingent kan finde sted, dersom vedkommende modarbejder foreningen eller udviser en for foreningen generende opførsel. Eksklusionen skal dog forelægges den følgende generalforsamling, hvis den ekskluderede kræver det, og 3/4 majoritet af de tilstedeværende medlemmer er da nødvendig for eksklusionens gyldighed.
  • § 14. Foreningens anliggender varetages af en bestyrelse på 5 medlemmer.
  • § 15. I bestyrelsen kan højst indvælges et medlem af Lyngby Roklubs bestyrelse, dog ikke som formand eller kasserer.
  • § 16. Bestyrelsesmøder indkaldes af formanden eller på begæring af mindst 3 bestyrelsesmedlemmer med angivelse af dagsorden. Bestyrelsen træffer beslutninger med simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
  • § 17. Som følge af foreningens formål, skal bestyrelsen tage initiativ til afholdelse af i hvert fald følgende, årlige fællesarrangementer 1) indkaldelse til ro-arrangement i sommerhalvåret 2) indbydelse til en selskabelig sammenkomst i vinterhalvåret.
  • § 18. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 15 medlemmer forlanger det skriftligt med angivelse af dagsorden.
  • § 19. Foreningen kan kun opløses, når 2 generalforsamlinger, der afholdes med mindst 14 dages mellemrum, vedtager en enslydende beslutning herom med mindst 3/4 af de afgivne stemmer. Foreningens midler tilfalder da Lyngby Roklubs bådefond.

Vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling d. 31. marts 1941. Ændret på den ordinære generalforsamling d. 12. november 1948. Revideret på den ordinære generalforsamling d. 19. november 1977, d. 24. november 1993, d. 20. november 2013 og d.16. November 2016.

I Lyngby Roklub er der tre styrmandsrettigheder for det daglige farvand.

  • Korttursstyrmand: Giver ret til at styre på Lyngby Sø, Bagsværd sø og mølleåen/kanalen op til slusen ved Frederiksdal.
  • Furesøstyrmandsret: Giver ret til at styre på Furesøen, samt Vejlesø.
  • Taarbækstyrmandsret: Giver ret til at styre på Øresund i området mellem Rungsted havn og Svanemølle-bugten.

I forbindelse med at Bagsværd Sø benyttes til kaproning, er der nogle særlige regler for færdsel:

Omfang

Reglerne gælder, hvor ikke andet er anført, for kaproningsbåde og motorbåde under DFfR.

Reglerne gælder under træningsforhold, idet der ved kaproninger udgives særlige regler for de tidsrum, hvor løbene er i gang.

I/S Rostadion giver oplysning om, hvornår der er udlægges startersystemer eller foregår arbejde i forbindelse med eksempelvis grødeskæring eller andre arrangementer, der vil påvirke mulighederne for træning.

Et kortbilag over Bagsværd Sø med trafikreglerne indtegnet vil blive ophængt på Rostadion og vil blive udsendt til samtlige brugere og klubber.

Generelt

Langsomme både samt ledsagende trænerbåde skal vige og give plads for hurtige både, der kommer bagfra. Dette gælder for banerne 1-4 og bane 0 under returroning.

Der skal viges og gives plads for rohold der ledsages af motorbåde, hvor ledsagebåden ligger umiddelbart bag ved et eller flere rohold. Ledsagebåde der lægger sig ved siden af det eller de hold der trænes skal på samme måde som ved anden færdsel på søen overholde søfartslovens regler, herunder regler for vigepligt.

Er et rohold ikke i stand til at vige for et overhalende rohold, skal det give signal om at standse roningen. Det er ikke tilladt at vige ind på bane 5, 6 og 0 modsat færdselsretningen.

I Radiobugten og i øvrigt hvor intet andet er anført, gælder de almindelige søvejsregler herunder regler for vigepligt:

  • Hold til højre. (Se kortbilag).
  • Hold godt udkig. Man (etteren) skal vende sig om og se fremad og til enhver tid være orienteret om der er andre både i fartretningen. Dette gælder også for roning på banerne 0, 1, 2, 3 og 4.
  • Vis din hensigt ved i god tid og tydeligt at foretage kurs- og fartændringer og vis hensyn.

Fra bådebroen til banerne

  • Ro skråt ud fra bådebroen med retning mod 1000 meter og følg derefter bane 0.
  • Et trekantet areal mellem Bagsværd Roklub og pynten ved Aldershvile er forbeholdt til træning og oplæring af nye mandskaber. (Se kortbilag)

Fra banerne til bådebroen

  • Ro altid helt ned bag mållinjen og derfra - uden på noget tidspunkt at komme ind på banerne igen - direkte ind mod bådebroen.
  • Det er ikke tilladt at forlade banerne og ro ind til bådebroen før målstregen er passeret.

På banerne fra start til mål

  • På banerne er trafikken ensrettet fra START mod MÅL.
  • Robåde skal benytte bane 2, 3 og 4.
  • Det er tilladt at benytte bane 1 efter de første 500 meter.
  • Hurtige både skal fortrinsvis ro på banerne 1, 2 og 3.
  • Langsomme både skal fortrinsvis ro på banerne 3 og 4.
  • Det er ikke tilladt at benytte bane 5 og 6, der er forbeholdt kano og kajak – hvor der bliver roet i begge retninger.
  • Kun kortvarige standsning og ophold på banerne i forbindelse med træning og assistance fra motorbåd er tilladt og kun såfremt det ikke generer andre trænende både.

Målområdet

  • Mållinjen skal altid passeres helt. Det er ikke tilladt, at vende og forlade banerne før mållinjen er passeret.
  • Det er ikke tilladt at krydse mållinjen den modsatte vej, d.v.s. imod trafikretningen.
  • Alle både skal forlade målområdet, så hurtigt som muligt for at give plads til efterfølgende både.

Fra mål til start på bane 0

  • Langs banerne er der på ydersiden en 100 meter bred zone, som ikke er markeret med bøjer. Denne zone kaldes bane 0.
  • Bane 0 er ensrettet fra MÅL mod START.
  • Rohold og følgebåde skal af sikkerhedsmæssige grunde holde sig i en afstand af mindst 5 meter fra bane 1.
  • Hurtige både skal ro tæt ved bane 1. Langsomme både skal ro i større afstand fra bane 1.
  • Ved passage af 250 meter er det tilladt at gå ind på bane 1 og ro helt ned til startpontonerne.
  • Da der erfaringsmæssigt kan være trængsel i startområdet, bør langsomme hold vente ved pynten og først ro ind på bane 1, når hurtige hold, har passeret.
  • Opholdet i startområdet skal være kortest muligt. Der skal gives plads for elitehold på bane 2 - 3 i forbindelse med nonstop roning.
  • Det er som hovedregel ikke tilladt at gå ind på banerne andre steder end ved start og ved 1000 meter, dog er det tilladt hold, der ror distancer eller er tvunget til det på grund af vejret, at gå ind andre steder.
  • Hvis man skal ind på banerne andre steder end ved start, skal man give plads til de hold der kommer roende fra START.

Robåde fra Lyngby Sø

  • Der roes fra Nybro på bane 7 – nord for bane 6 – ned til startpontonerne.
  • På hjemturen stoppes overfor Nybro og når der er plads, krydses banerne vinkelret.

Inriggere og gigbåde

  • Skal primært følge søen rundt langs bredden i retning mod uret, og må færdes på bane 4 og bane 0 efter reglerne for langsomme rohold.
  • Krydsning af banerne skal ske vinkelret på banerne ved 250 meter og bag mållinjen, og der skal udvises agtpågivenhed.

Rostadions bådebroer

  • Unødvendigt ophold på de to bådebroer, skal undgås.
  • Justering af materiel og tidskrævende trænerinstruktion er ikke tilladt på broerne.
  • Årer lægges for enden af broen, og sko lægges enten på land eller midt på broen.

Bådeplads

  • Bådepladsen tjener også som offentlig stiforbindelse og til transport og opbevaring af både og skal derfor kunne passeres frit.
  • Justering og reparation af både kan som hovedregel ske på det flisebelagte område.
  • Ingen både må anbringes, så de spærrer for stien eller adgangsvejen til Bagsværd Roklub, som er redningsvej.
  • Bukke og andet udstyr skal sættes på plads i bådehuset, når det ikke anvendes.

Motorbåde

  • Ingen motorbåde må færdes på søen uden at de træner et rohold. Motorbådsførere skal have modtaget undervisning og duelighedsbevis fra I/S Danmarks Rostadion.
  • Motorbådsførerne, herunder også DKF, skal være opmærksomme på både bov- og hækbølger og skal under alle forhold vise hensyn.
  • Pendling – d.v.s. at sejle i høj fart fra et hold der er blevet trænet til et andet sted på søen for at finde et nyt hold - er forbudt. Hastigheden skal altid holdes så lav som mulig for at minimere bølgedannelsen og optimere forholdene for de trænende rohold. Motorbåde skal også respektere ensretning af trafikken og må aldrig komme ind på banerne under returnering fra MÅL til START og de skal holde god afstand til den yderste bøjerække som nævnt ovenfor.
  • Motorbåde som ledsager rohold på banerne, skal holde sig bag ved de hold der trænes, når langsommere rohold overhales, med mindre dette er klart uhensigtsmæssigt for de rohold, der overhales.
  • Motorbåde må ikke stoppe i målområdet og skal, når der er andre hold i målområdet, forlade banerne 200 meter før mål.
  • Bag mållinien og nedenfor tilskuerpladserne, er standsning og instruktion fra motorbåd ikke tilladt. Det skal i stedet finde sted så langt fra målområdet at bane 0 ikke spærres.
  • Korte ophold ved præmiebroen er dog tilladt for robåde og motorbåde, når det ikke spærrer for den øvrige færdsel i målområdet.
  • Motorbåde må sejle så stærkt som det er påkrævet når de ledsager rohold. Derudover må de højst sejle 15 km/t, svarende til 2000 meter på 8 minutter.
  • Tirsdag er motorbådsfri dag. Undtaget herfra er kommunens uddannelsessejlads, BR følgebåd ved Aldershvile og ved redningsaktioner.